Det sande, det gode og det skønne — i den rækkefølge

Om en designfilosofi, der starter et sted, man ikke kan måle sig frem til. Og om hvorfor en løsning skabt til de færreste, ofte ender med at række til de fleste.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design

Indledning

Der er et øjeblik i mit arbejde, som jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg sidder i et fælles opholdsrum på et plejehjem. En kvinde med fremskreden demens sidder i sin stol. Hun taler ikke meget længere. Men da jeg lægger noget blødt i hendes hænder — et stykke naturligt fåreskind, ikke formet som noget bestemt endnu, bare tekstur og varme — sker der noget i hendes ansigt. Hendes fingre begynder at bevæge sig. Roligt. Undersøgende. Som om kroppen husker noget, sproget for længst har mistet.

Det øjeblik indeholder, tror jeg, hele mit designfilosofi. Ikke fordi det er sødt eller rørende — men fordi det viser mig, hvor jeg skal starte, hvis jeg vil lave noget, der faktisk betyder noget.

Jeg starter ikke med funktionen. Jeg starter med det sande, det gode og det skønne.

En rækkefølge, ikke en liste

Det lyder måske som tre pæne ord, man sætter op ved siden af hinanden. Men for mig er det en rækkefølge — en bestemt vej, jeg går, hver gang jeg begynder på noget nyt.

Det sande kommer først. Hvad er det, der faktisk foregår her? Ikke hvad jeg tror, der foregår. Ikke hvad en projektbeskrivelse siger, der foregår. Men hvad jeg kan se, når jeg er til stede, opmærksom, uden at forhaste mig til en konklusion.

Den engelske psykiater og forfatter Iain McGilchrist har en sætning, jeg ofte vender tilbage til: "Attention is a moral act." Opmærksomhed er en moralsk handling. Det vi vælger at rette vores blik mod — og måden vi gør det på — skaber den virkelighed, vi efterfølgende handler ud fra. Se på et menneske som en diagnose, og det er, hvad du finder. Se på det samme menneske som en, der stadig søger kontakt, stadig reagerer, stadig er til stede på sin egen måde — og en helt anden sandhed træder frem.

Det er den sandhed, jeg leder efter, når jeg observerer. Ikke den kliniske. Den menneskelige.

Det gode kommer dernæst. Hvad tjener dette menneske bedst? Ikke systemet. Ikke effektiviteten. Ikke mig som designer, der gerne vil lave noget imponerende. Det gode handler om, hvad der reelt gavner den, jeg designer for — selv når det er langsommere, dyrere eller sværere at forklare end den nemme løsning.

Det skønne kommer til sidst — men det er aldrig en eftertanke. Skønhed er ikke pynt, man lægger oven på en løsning, når den er "færdig". Skønhed er det, der gør, at noget kan blive taget imod. At en hånd vil røre ved det. At et objekt kan bæres, bruges, elskes — ikke bare tolereres.

Denne rækkefølge betyder noget. Hvis jeg starter med funktionen — hvad skal produktet kunne? — ender jeg ofte med noget klinisk korrekt og menneskeligt tomt. Men hvis jeg starter med det sande, det gode og det skønne, viser funktionen sig undervejs, som en naturlig konsekvens, ikke som et mål i sig selv.

To slags viden

McGilchrist skriver også om noget, jeg finder dybt relevant for designarbejde: at vi som mennesker har adgang til flere veje til erkendelse — videnskab, ræsonnement, intuition og forestillingsevne — og at et samfund (eller en designproces), der kun stoler på de første to, mister noget afgørende.

Jeg genkender det fra mit eget arbejde. Data og research er uundværlige — de fortæller mig, hvad der sker, hvor ofte, under hvilke betingelser. Men de fortæller mig ikke, hvordan det føles at have mistet sproget, men stadig søge kontakt. Det kræver en anden slags viden. En der kommer af at sidde stille i et rum, længe, uden at forhaste sig til et svar. En der involverer intuition — den stille fornemmelse af, at noget er rigtigt, længe før jeg kan sætte ord på hvorfor. Og forestillingsevne — evnen til virkelig at forsøge at mærke, hvordan verden ser ud fra en andens perspektiv.

Godt design, tror jeg, kræver alle fire. Ikke kun det målbare.

Pelicia — født af det specifikke

Da jeg udviklede Pelicia Sansedyr, var udgangspunktet ikke "et sanseobjekt til demensramte" som en produktkategori. Udgangspunktet var mennesker som kvinden i opholdsstuen — helt konkrete, helt specifikke situationer, hvor sproget var borte, men kroppen stadig var der, stadig søgte.

Jeg valgte naturligt fåreskind. Ikke fordi det var det mest praktiske materiale — syntetiske stoffer ville have været billigere og lettere at rengøre. Men fordi noget i den naturlige uld har en kvalitet, industrifremstillede materialer ikke kan efterligne: variation. Ujævnhed. En overflade, der ikke er identisk fra stykke til stykke, fordi intet får er identisk med et andet.

Her er det, jeg tænker på David Pye, den engelske håndværksteoretiker, der skelnede mellem det, han kaldte "workmanship of certainty" — arbejde hvor resultatet er garanteret og ensartet, som en maskines produktion — og "workmanship of risk", hvor kvaliteten afhænger af en levende hånds dømmekraft, i selve øjeblikket, med reel mulighed for at fejle.

Fåreskindet er i sig selv et resultat af naturens egen "workmanship of risk" — ingen to stykker er ens, fordi intet levende væsen er identisk med et andet. Og beslutningen om at bruge netop dette materiale, frem for et forudsigeligt, standardiseret alternativ, var min egen lille håndværksmæssige risiko: at stole på det uensartede, fordi det uensartede er det, der føles levende under fingrene.

Og så var der beslutningen om ikke at give Pelicia øjne.

Det var ikke en teknisk beslutning. Det var en etisk en. Øjne ville have gjort Pelicia til "noget" — et dyr, en figur, en genstand med en bestemt identitet, man enten kan lide eller ikke. Uden øjne forbliver den åben. Den bliver, hvad hænderne, der holder den, har brug for, at den er. Det er en lille designbeslutning, der bygger direkte på McGilchrists indsigt: at det vi vælger at vise — og det vi vælger at undlade at vise — former, hvad et objekt kan blive for et andet menneske.

Fra det specifikke til det, alle kan bruge

Der er noget, jeg finder næsten paradoksalt smukt ved denne måde at arbejde på: at jo mere specifikt og konkret mit udgangspunkt er — én kvinde, én stol, ét øjeblik i et opholdsrum på et plejehjem — jo bredere ender løsningen ofte med at række.

Pelicia er designet til mennesker med demens. Men den samme sanselige ro, den samme taktile åbenhed, viser sig at give mening for mennesker med angst, for børn med sensoriske behov, for hvem som helst, hvis hænder har brug for noget at holde fast i, når ordene ikke slår til.

Jeg tror, det hænger sammen med noget grundlæggende menneskeligt, som McGilchrist også peger på: at vi, uanset alder eller diagnose, alle er kroppe, der søger kontakt, mening og skønhed — ikke kun funktion. Når man designer ud fra et virkeligt, specifikt menneskes sande behov, rammer man ofte noget, der er sandt for langt flere end den ene, man startede med. Det universelle findes ikke ved at forsøge at designe for "alle" fra starten. Det opstår, næsten som en bonus, når man har taget det enkelte menneske dybt alvorligt.

Det er det modsatte af, hvordan meget produktudvikling fungerer. Der starter man ofte bredt — et marked, en målgruppe, en gennemsnitsbruger — og ender med noget, der passer nogenlunde til mange, men perfekt til ingen. Jeg foretrækker den anden vej: at starte smalt, dybt og ærligt — og lade det universelle vise sig selv.

At holde ud i paradokset

Det sande, det gode og det skønne lader sig sjældent forene i en enkel formel. Nogle gange trækker de i hver sin retning. Det smukkeste materiale er ikke altid det mest praktiske. Det mest ærlige svar er ikke altid det mest behagelige.

McGilchrist taler om nødvendigheden af at kunne holde ud i denne form for paradoks — ikke forcere en for tidlig løsning, men blive stående i spændingen, indtil noget ægte viser sig. Det kræver en form for tålmodighed, som ikke altid belønnes i en verden, der efterspørger hurtige svar og målbare resultater.

Men det er, tror jeg, netop dér, det bedste design opstår. Ikke i det øjeblik, hvor alle spørgsmål er besvaret — men i det øjeblik, hvor man har turdet blive stående længe nok i det uafklarede til, at noget sandt, godt og smukt kunne finde sin egen form.

Afrunding

Jeg starter aldrig med produktet. Jeg starter med et menneske, et rum, et øjeblik — og et forsøg på virkelig at se det, som det er. Derfra følger jeg det sande, det gode og det skønne, i den rækkefølge, og lader funktionen vise sig, som den vil.

Det er langsommere. Det er sværere at sætte i en projektplan. Men det er, tror jeg, den eneste vej, der fører til noget, som rigtige mennesker rent faktisk vil tage i hånden — og holde fast i.

Du kan læse mere om Pelicia Sansedyr og Yellowone Designs designfilosofi på yellowone.dk.