Om at frigøre sig fra billedet af, hvad en designer er — og om at stå dér, hvor det, der betyder noget, viser sig af sig selv.

Af Hân Pham, Industriel designer, Founder & Owner, Yellowone Design


Indledning

Der er et billede, de fleste har af en designer. Nogen med en skitseblok og en god idé. En person, der "finder på" ting — former, farver, funktioner — og derefter sætter dem sammen til noget nyt og smart.

Jeg genkender mig sjældent i det billede.

Det, jeg oplever, jeg faktisk gør, er noget andet. Jeg sætter mig et sted. Jeg bliver der, længe. Jeg venter på, at noget viser sig — ikke en idé, jeg opfinder, men noget, der allerede er til stede, og som jeg endnu ikke har set klart. Og når jeg endelig former et produkt, føles det mindre, som om jeg har skabt det, og mere, som om jeg har lyttet mig frem til det.

Jeg har brugt lang tid på at finde ord for, hvad det egentlig er, jeg gør i stedet. Denne tekst er et forsøg.

Tingen findes ikke alene

Der er en tanke, jeg er stødt på hos filosoffen Bernardo Kastrup, som har sat sig fast i mig. Han arbejder med spørgsmålet om, hvad "det materielle" — en ting, en krop, et objekt — egentlig er. Og hans svar er, kort fortalt, at det, vi oplever som en fast, selvstændig "ting", i virkeligheden er noget, der opstår i mødet mellem to former for indre liv — som et slags aftryk af den grænseflade, hvor de rører ved hinanden.

Jeg finder det svimlende, fordi det stemmer så godt med min egen erfaring som designer. Et produkt eksisterer aldrig rigtig alene. Det bliver først til noget, når en hånd tager om det, når et blik falder på det, når en krop bruger det. Før det møde er det bare form og materiale. Det er i relationen, det bliver virkeligt.

Det lyder måske abstrakt. Men det er faktisk meget konkret, når man arbejder med mennesker, der er sårbare eller syge. Et sanseredskab, en beholder, et stykke stof — de er ikke færdige, før de bliver holdt. Og det, de bliver til i den hånd, kan jeg aldrig helt forudsige. Jeg kan kun forberede mødet så godt som muligt.


Relevans er ikke noget, man finder — det er noget, der opstår

Den canadiske kognitionsforsker John Vervaeke arbejder med et spørgsmål, der har optaget mig endnu mere: hvordan afgør et menneske overhovedet, hvad der er vigtigt i en given situation? Der er jo uendeligt meget at lægge mærke til i et rum, i en samtale, i en krop. Hvordan finder vi ud af, hvad der betyder noget lige nu?

Hans svar er, at relevans ikke er noget, der findes færdigt derude i verden, og heller ikke noget, vi har liggende færdigt inde i os selv. Relevans opstår kun i selve mødet mellem en person og den situation, personen står i — og den skal genskabes på ny, i hvert øjeblik, efterhånden som situationen ændrer sig.

Det er, tror jeg, den mest præcise beskrivelse, jeg har fundet, af det jeg gør, når jeg arbejder. Jeg går ikke ind i et rum med en færdig plan for, hvad der er vigtigt. Jeg lader det vise sig. Det er derfor, jeg har svært ved at svare, når nogen spørger til min metode — fordi metoden, hvis man kan kalde den det, består i at blive stående i det åbne, indtil noget viser sig relevant af sig selv.

Det er ikke det samme som at være uforberedt. Det kræver faktisk en meget disciplineret form for tilstedeværelse. Men det er en anden slags disciplin end den, man normalt forbinder med en professionel proces — færre skemaer, mere lytten.


Identitet forhandles — den er ikke fast

Der er et tredje spor, der har ændret, hvordan jeg tænker om mine egne produkter. Biologen Michael Levin studerer, hvordan celler i en krop afgør, hvor deres egne grænser går — hvad der er "dem selv", og hvad der ikke er. Det viser sig, at det ikke er noget, der ligger fast i den enkelte celle. Det forhandles, løbende, gennem signaler mellem cellerne. Identitet er ikke en ting, man har. Det er noget, der opstår i relation til det omkringliggende.

Da jeg designede Pelicia Sansedyr, traf jeg en beslutning, jeg dengang ikke havde et teoretisk sprog for, men som jeg nu forstår bedre: jeg gav den ikke øjne. Ikke fordi det var en stiløvelse, men fordi øjne ville have låst dens identitet fast — gjort den til "et dyr", en bestemt ting med en bestemt betydning. Uden øjne forbliver den åben. Den bliver, hvad den hånd, der holder den, har brug for, at den skal være, i det øjeblik.

Det er ikke tilfældigt, at dette resonerer med Levins celler. Jeg tror, det gælder bredere, end vi normalt antager: at fastlåst identitet — hos objekter, men måske også hos mennesker — ofte er mindre virkelig, end vi tror. Det levende forhandler sig selv, hele tiden, i relation til det, der omgiver det.

Opmærksomhed som den eneste disciplin, jeg virkelig stoler på

Psykiateren Iain McGilchrist har en sætning, jeg vender tilbage til, uanset hvilket projekt jeg står i: "Attention is a moral act." Det vi vælger at rette vores opmærksomhed mod, og måden vi gør det på, skaber den virkelighed, vi bagefter handler ud fra.

Hvis jeg ser et menneske som en diagnose, en brugertype, et segment, er det, hvad jeg finder. Hvis jeg ser det samme menneske som en, der stadig søger, stadig reagerer, stadig er til stede på sin egen måde, viser en helt anden virkelighed sig. Ingen af delene er "forkert" i streng forstand. Men de er ikke lige gode udgangspunkter for at lave noget, der faktisk hjælper.

Det er derfor, jeg ikke tror så meget på metoder, skemaer og faste processer, som man normalt forbinder med design. De låser opmærksomheden fast, før mødet overhovedet er sket. Jeg foretrækker at komme tomhændet — ikke uforberedt, men uden et forudbestemt svar — og lade relevansen, formen, løsningen vise sig i selve mødet.


En anden slags håndværk

Den engelske håndværksteoretiker David Pye skelnede mellem to slags arbejde: det, hvor resultatet er garanteret på forhånd af et system, og det, hvor kvaliteten afhænger af en levende hånds dømmekraft, i øjeblikket, med reel risiko for at fejle. Jeg har altid følt mig mest hjemme i den sidste kategori — ikke fordi jeg dyrker fejlbarlighed for dens egen skyld, men fordi det er dér, noget ægte kan opstå. Noget, der ikke kunne være udregnet på forhånd.

Det er den slags håndværk, jeg gerne vil praktisere — ikke kun med hænderne, men med hele min tilstedeværelse. At stå i mødet, uden garanti, og lade det, der er relevant, vise sig.


Afrunding

Jeg er ikke den slags designer, der finder på ting. Jeg er nok snarere en, der forsøger at stå dér, hvor tingene endnu ikke er blevet til noget bestemt — i mellemrummet, hvor mennesker, materialer og situationer mødes — og lade det, der virkelig betyder noget, vise sig, før jeg griber ind med en løsning.

Det er en anden måde at være i verden på, end den, man normalt forbinder med mit fag. Jeg ved ikke, om der findes et godt navn for det endnu. Men jeg har efterhånden mødt det samme grundmønster hos en filosof, en biolog, en kognitionsforsker og en håndværksteoretiker — hver fra deres eget hjørne af verden. Det giver mig en stille tillid til, at jeg i det mindste ikke er helt på vildspor.


Du kan læse mere om Yellowone Designs projekter og designfilosofi på yellowone.dk.